
Vores historie
Vores passion for naturlig hud- og hårpleje og vores respekt for naturen er hjertet i vores virksomhed. Vi blev grundlagt den 1. februar 2006 under navnet SAMA natur af Sandie Majken Gade og Niki Gade. Navnet er en sammentrækning af SAndie MAjken, da hun allerede i 2004 startede med at eksperimentere med produktion af creme og shampoo.

Eventyret starter
Vores rejse startede som en hobbyvirksomhed, men vores effektive og håndlavede creme - SAMA blå creme mod tør, sart og irriteret hud - blev en stor succes, og vi udviklede produkt nummer 2, SAMA blå shampoo. Drevet af denne succes oprettede vi SAMA natur i 2006 for at gøre hobby til virksomhed og dermed nå ud til flere kunder.
Vi ønskede at tilbyde vores produkter gennem eksterne forhandlere, og valgte derfor at holde vores egen salgskanal adskilt fra produktionen. Med en hyldest til Afrodite, den græske gudinde for kærlighed og skønhed, blev vores eget detailhandelsnavn Afrodites skur - Vi var fortsat præget af hobbymentaliteten, hvilket tydelig ses i valget af dette lille humoristiske navn. Vores tanke dengang var, at man skulle forestille sig, at Afrodite stod i sit skur og lavede produkterne.
Vi var inspireret af naturen og ønskede at skabe produkter, der kunne bringe både ydre skønhed og indre velvære med respekt og kærlighed til vores omgivelser.

De tidlige år
Dansk nethandel var stadig i sine spæde år, og vi startede Afrodites skur uden mulighed for kortbetaling, men alene med en formular og efterfølgende bankoverførsel.
I midten af 2007 ville vi teste en egentlig netbutik med kort betaling. For ikke at blande testen ind i den eksisterende forretning, oprettede vi en testbutik på puritas.dk – puritas er latin for ren. her var samme produkter som på Afrodites skur. De fleste foretrak selvfølgelig kortbetaling og med tiden flyttede alle eksisterende og nye kunder til puritas.dk platformen, og i starten af 2008 ændrede Afrodites skur navn til puritas.dk. En beslutning, der selvfølgelig også hang sammen med, at vi på den måde kom af med det gamle lidt fjollede navn.

Ny serie og fysisk butik
Senere i 2008 udvidede vi sortimentet og introducerede berkana URUZ-serien. Den var karakteriseret ved sine vidunderlige dufte, indbydende farver og effektive produkter til forskellige hudtyper. Vi ønskede at skabe en sanseoplevelse for vores kunder ved at tilføje naturlige farver og æteriske olier til produkterne.
Vi havde særligt fokus på, at produkterne var til både mænd og kvinder, deraf navnet. Berkana er den nordiskerune for kvinde, og Uruz den nordiskerune for mand.
Samtidig hermed åbnede vi berkana URUZ shop, en fysisk butik i Vejle Midtby. Vi var klar til at tage springet fra online forretning til også at være til stede i den fysiske verden.

Finanskrisen rammer
Kort efter ramte finanskrisen Danmark. Det var nærmere bestemt oktober 2008, og alt stoppede. Vi nåede kun at være til stede med fysiskbutik projekt i knap et år, før vi måtte dreje nøglen om på det projekt. Det totale fravær af salg under starten af finanskrisen havde simpelthen tømt kassen.
Desværre gav finanskrisen store efterdønningerne i hele den danske økonomi i de efterfølgende mange år, og berkana URUZ-serien blev ikke den succes, vi håbede på, og vi besluttede at afslutte den i oktober 2011.
Derefter lancerede vi SAMA hvid-serien i februar 2012. Serien havde været under udvikling siden 2010, og havde fokus på allergivenlighed og var derfor fri for duft og farve. Vi ønskede at tilbyde et produkt, der var skånsomt for følsom hud. Her ramte vi mere rigtigt, hvilket sikkert også hang sammen med, at det var et mere enkelt budskab at kommunikere.

Vi bliver til FjordEng
I december 2014 blev Sandie og jeg skilt, og da hun ikke ønskede at overtage eller fremover have del i virksomheden, overtog jeg den. SAMA natur og puritas.dk blev fusioneret ind i yiati group - min enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg dengang som nu også driver TeamChallenge.
Jeg havde behov for at sætte mit eget præg på SAMA natur, og grublede i mange år over, hvordan det skulle ske. I 2019 nåede jeg frem til at det skulle ske ved en total rebranding med nyt navn og nye produkter.
Derfor hedder vi i dag FjordEng - inspireret af Vejle Fjord og de smukke enge omkring den. De gamle SAMA natur produkter fik nye navne - det er 01 til 04, og jeg startede udvikling af en hel række nye produkter – Det er 05 og frem efter.
Alt er med samme ånd som i 2006 da vi startede, nu bare i min indpakning.
Rigtig hjertelig velkommen.
/ Niki Gade, indehaver